1815
1815
støttede vores projekt. Tusind tak!
I 10 år har Aarhus Watersports Complex været en oase midt i byen. Her har børn taget deres første tur på et wakeboard, studerende har fundet et frirum fra bøgerne, og familier har delt grin og sommerdage ved vandet. Vi har skabt et fællesskab, hvor alle – uanset alder, niveau eller baggrund – kan mærke glæden ved vandsport.
Hvis du nogensinde har cyklet forbi Bassin 7 og hørt musik, latter og plasken fra vandet, så har du oplevet lidt af magien. Det er her, vi samler mennesker. Det er her, Aarhus møder vandet.
Fordi vores fremtid er usikker.
Til november skal vi sige farvel til vores nuværende placering på Pier 4. Med al sandsynlighed flytter vi midlertidigt til Pier 3 – men det er netop midlertidigt. Vi har brug for en permanent placering på Aarhus Ø, der kan give plads til alle dem, der vil være med.
I dag er vi simpelthen for små. Vi må sige nej til skoleklasser, vi har ventelister på medlemskaber, og vi mangler kapacitet til at favne den store interesse, der er for sporten. Derfor drømmer vi om en fullsize kabelbane – en løsning, der kan løfte AWC til næste niveau og sikre, at endnu flere får adgang til fællesskabet.
Dette er ikke en nødråbsside. Vi står ikke og råber “hjælp os nu ellers går det galt”. Tværtimod. Vi har en god dialog med både politikere, kommune og ejendomsudviklere, og vi tror på en god fremtid.
Men vi vil gerne vise, at vi ikke står alene. At aarhusianerne – byens borgere, brugere, naboer og gæster – bakker op om, at AWC skal være en fast del af Aarhus Ø. Jo flere vi kan vise, der støtter os, jo stærkere bliver vores stemme i dialogen.
Du kan faktisk gøre en forskel på under ét minut:
Det kræver ingen våddragt, ingen træning – kun et klik.
Forestil dig et Aarhus Ø uden os. En havnefront uden de glade råb, uden unge, der lærer at stå på vandet, uden de små konkurrencer og store events, som giver liv til området.
Og forestil dig så det modsatte: Et Aarhus Ø med endnu mere aktivitet, endnu mere fællesskab og endnu mere liv på vandet – forankret i en forening, der drives af frivillige kræfter og kærligheden til sporten.
Det er dét, vi arbejder for. Og det er dét, du kan være med til at støtte.
Vi har samlet et idekatalog, så du kan se hvad vi går og drømmer om ude i fremtiden



